Hej derhjemme!
Vi på VB holdet har nu været i Zimbabwe i over en uge, og vi nyder det i fulde drag. Byen og kulturen væltede allerede ind over os på køreturen fra lufthavnen og til vores hotel i Harare. Gennem Mathias som bor i Zimbabwe, og som kender Mikkel, fik vi arrangeret at nogle lokale gutter kom og hentede os i to trofaste Toyota Hiace. På køreturen i Harares gader, der i denne måned er smukt farvet af lillablomstrede træer, vinkede små børn til os fra ladet af pickup trucks, drenge forsøgte at sælge os aviser ind gennem vinduerne på minibussen og forskellige gutter kom hen og spurgte "how are you guys?" alt imens de stak lappen frem for at 'shake hands' med os. Alle med nysgerrige og nogle med lidt undrene blikke. Virkelig et spændende første møde med Zimbabwe.
De første par dage gik i høj grad med at være til møder med en masse spændende mennesker fra forskellige organisationer. I byerne virker Zimbabwe på overfladen som et velfungerende og organiseret land, men til møderne fik vi hurtigt bekræftet, at de problematikker, som vi inden turen har arbejdet med, i den grad holder stik. Når man kradser lidt i den polerede overflade, opdager man med det samme at Zimbabwe har alt for mange udfordringer. På trods af at det nogle gange har været lidt uoverskueligt og hårdt at forholde sig til landets problemstillinger, har det også været vildt spændende og på samme tid fantastisk inspirerende at mærke den energi, som de frontfigurere vi har mødt, allesammen udståler. Fælles for dem alle er en ufattelige drivkraft, der hver morgen får dem op af sengen for en sag, der til tider må synes virkelig uopnåelig.
I søndags sagde vi farvel til Harares smukke lilla gader og begav os afsted mod Zimbabwes næststørste by Bulawayo i den sydlige del af ladet kaldet Matabeleland. Lidt trætte efter en formiddag med safari og vilde dyr, nåede vi frem til busstationen. I første omgang var der lidt ballade med billetter og en bus, der ikke havde plads til os, men heldigvis fik vi det løst og kom på vores egen private bus. Super lækkert. Da vi landede i Bulawayo brugte nogle aftenen på at slappe af, mens andre sluttede dagen af med en lille aftengåtur til Creamy Inn, hvor vi fik en softice at sove på.
Mandag morgen startede dagen med fælles samling og derefter et kort møde hos BUIYSAP, som er den organisation der varetager vores ophold hos familierne.
Efter mødet med John tog vi på udflugt til det lokale marked hvor den stod på indkøb af grøntsager og andre fornødenheder til familierne i Guwe.
Det var enormt spændende at følge hverdagslivet på grøntsagsmarkedet, og den konstante strøm af mennesker og trækvogne der væltede ind og ud af markedshallen. De øvrige dagligvarer købte vi i et lokalt supermarked, men selvom vi tømte hele deres vandbeholdning, måtte nogle af os ud i byen for at finde endnu mere vand. Med dollarstabiliseringen er der igen kommet varer på hylderne i Zimbabwe efter hyberinflationen i 2008, men der er dog stadig nogle varer der er begrænsede.
Da vandholdet kom tilbage fra deres mineralvandsquest, pakkede vi en minibus og en jeep, hvorefter vi begav os nordpå mod Guwe.
Busturen mod landsbyen viste sig hurtigt at blive lidt af en oplevelse, da der i vores lokale chauffør gemte sig en slem fartdjævel med benzin i blodet. Undervognen i det røde folkevognsrugbrød blev ældet godt når vi mødte modkørende biler på den enkeltsporede vej og vi derfor måtte trække ud i grøften. Samtidig var turen plaget af nogle spændende vejrtrækningsproblemer, da åbne vinduer og de afrikanske grusveje hurtigt fik dannet lokal sandstorm i rugbrødets dagligstue. Alle disse danske forfængeligheder blev dog hurtigt glemt da vi langs vejen begyndte at se lerhuse og vinkende børn gennem støvskyen. Pludselig endte vejen og den afrikanske sandjord kildede mellem tæerne i de støvede klipklappere der trådte ud på landsbyens åbne areal foran skolen. Knap var vi landet før en stor gruppe smilende afrikanske kvinder bød os velkommen med knus og hele den lokale sangeskat.
Efter at have delt vores repetoire (der byder på to zulu sange: Thula sizwe og Shosholoza) med dem, fik vi øvet vores hilsner på Ndebele til stor glæde for de lokale, som man kunne mærke tog det som en stor ære, at vi havde lært noget af deres sprog.
Det blev hurtigt mørkt, så i en fart fik vi pakket ud og begyndte at hjælpe til med den fælles madlavning over bål. Den hyggelige følelse af lejrskolestemning gjorde det dog svært at forstå at vi nu faktisk var landet i Guwe, men da nogle af os begyndte at spille kryds og bolle i sandet og fandt ud af at dette simple spil var totalt ukendt på disse kanter, begyndte det så småt at gå op for en hvor forskellig deres kultur er fra vores. Kryds og bolle blev lynhurtigt et hit, og pludselig stod en gruppe på 20 afrikanske drenge og piger med Lines krykker og skiftedes til at dyste i sandet. Aftenen sluttede med lækker mad, hyggesnak og kriller i maven forud for fordelingen af familier næste morgen.
Da vi næste morgen stod op var det for nogles vedkomne med udbredt kløe rundt omkring på kroppen, og en diskussion om hvorvidt vi havde medbragt vækkelus fra hotellet i Bulawayo, eller om vi havde fået virkelig mange myggestik. Da de lokale holdt fast i at der ikke er myg, og da slet ikke malaria for den sags skyld, konkluderede vi at vi måtte have fået nogle kryb med. Derfor skyndte vi os en smule panisk at lægge alle vores soveposer og tøjet fra dagen før ud i solen, til stor forundring for folkene omkring os. Det skal her nævnes at ingen har fået flere knopper siden, så vi skulle gerne have overvundet utøjet - yay!
Efter den lidt hektiske start på morgenen var vi til et møde omkring BUIYSAP's arbejde i lokalområdet og de udfordringer de står overfor specielt på uddannelsesområdet. Det forholder sig sådan at kun 8 ud af 700 er i stand til at bestå hvad der svarer til en dansk gymnasialeksamen. Det skyldes dels at eksamenen er meget dyr for familierne, at både lærere og elever mangler motivation, at skolen for nogle ligger over 10 km på gåben væk, og at der ikke er penge til hverken skolebøger eller borde. Det er her BUIYSAP hjælper ved at motivere de unge, bygge borde og støtte op om hele lokalsamfundet for de penge som Operation Dagsværk skrabte sammen i 2009. Skide godt arbejde og lige en tak til dem der arbejdede på Dagsværk sidste år!
Med de hårde kendsgerninger i baghovedet tog vi hul på det vi havde glædet os til i meget lang tid: at møde vores familier. Vi blev delt ind i nogle grupper af to personer (Simone dog alene) og derefter trak familierne lod om hvem der kom til at vi hos hvem - hver gang til stor jubel, knus og krammere!
Jeg og Nanna fik tildelt Immaculete som vores vært, og derefter gik vi med hende og to af hendes veninder afsted mod vores hytte - selvfølgelig bar de alle madvarerne fra dagen før på hovedet, dybt fascinerende!
Da vi ankom til familien mødtes vi med Faith (Immaculetes søster) og hendes to tvillingedrenge på 8 mdr, Blessing og Blessed, der bor i samme hytte. Vi blev hurtigt indført i familierelationerne, men lige så hurtigt gav vi op på at forstå dem, da Immaculete og Faiths familie er et kæmpe virvar af forgreninger, forskellige søskende, halvsøskende, fætre, kusiner og børn. De første par timer gik da også med at møde en masse forskellige søde børn som Nanna og jeg legede og spillede fodbold med, naturligvis african-style i bare tær og med en fodbold af plastikskrald.
Bagefter gik vi på besøg hos nogle forskellige familiemedlemmer, blandt andet en fætter, der tilfældigvis var hjemme på besøg, og som fortalte om hans flugt til Sydafrika hvor han nu bor. Tilbage i hytten fik vi et kort besøg af Mikkel, Sara og Sigrid, der tjekkede op på os, hvorefter vi gik med Immaculete og Faith ned til brønden for at hente vand. Ved brønden fandt vi ud af at de på landet i Zimbabwe har et radikalt andet forhold til vand end vi har i Danmark. Hvor vi DK åbner for hanen, må man i Guwe vente i kø i en halv times tid før man kommer til og for lov til at pumpe sin vandbeholdning, som man så bærer på hovedet hjem. Heldigvis boede vi tæt på brønden, men for nogle er det en lang og hård gåtur der skal overstås et par gange hver dag.
På turen tilbage fra brønden skulle vi flere gange vises frem til forskellige forbipasserende, og Ndebele-hilsnen Salibonane? - jevo, lingiani? - niapilla (hvordan har du det? - godt, og dig? - fint) fløj gennem den varme luft. Da vi kom tilbage til hytten tændte vi op i bålet og begyndte at forberede aftensmaden. Nanna og jeg hjalp med at snitte løg, hakke tomater og ordne kål, som tilsammen blev en lækker mos vi spiste sammen med den traditionelle afrikanske sadza, der er en form for fast majsgrød, som man spiser med fingrene. Mens vi spiste blev det mørkt og den første aften hos familierne i Guwe nærmede sig sin ende, men inden vi gik i seng kom en masse naboer på besøg og hyggede og sang med os om et enkelt stearinlys i vores hytte. Her blev der også tid til at give dem lidt legetøj fra Danmark, en pandelampe og fra Nanna en bog med billeder fra Island. De blev meget glade for gaverne, men vi ville nu have ønsket vi have haft lidt mere legetøj med til de mange, mange børn. Efter gaveræset og fotografering af børnene der altid henrykker hernede, bevægede vi os mod sengen. Her mødte vi dog en lille barriere i, at det i Ndebelekultur er lidt unormalt at drenge og piger sover i samme seng før ægteskab. Og da Nanna og jeg ikke ligefrem er gift, eller har planer om det, spurgte Immaculete og Faith lidt ind til det med rynket næse. Vi fik forklaret at det i vores kultur var meget normalt og tilbød selvfølgelig at jeg kunne sove udenfor. Det ville de dog ikke gå med til, så Nanna og jeg endte med at dele seng - selvfølgelig i hver vores soveposer!
Onsdag morgen vågnede vi kl. 5.00 af en ganske gennemtrængende gråd der fyldte fra væg til væg. De to tvillinger var åbenbart ikke helt enige i vores behov for søvn, men selvom gråden vedblev og trængte fint gennem mine orange ørepropper snoozede vi den til kl. 7 før vi stod op. Med søvnen hængende i øjenkrogene mødte vi de to søstre i køkkenhytten hvor de var i fuld gang med at lave lækker morgenmad til os. Der var dog kun to tallerkener sat frem, og vi fik så lov til at sidde og spise mens de kiggede på, hvilket var meget mærkeligt . Vi fortalte at vi synes det kunne være hyggeligt hvis de spiste med os, og lidt forsigtigt nærmede de sig morgenmaden de selv havde lavet. Ret specielt!
Efter måltidet gik vi ned for at hente vand ved brønden. På turen derned mødte vi Immaculete og Faiths onkel Max, der arbejder som 'brick maker'. Han var utrolig imødekommende og vi fik endda lov til at prøve kræfter med erhveret. De tre smukke mursten vi hver producerede udløste klapsalver og brede smil, og det var rigtig sjovt at se et eksempel på hvilke typer arbejde, der findes så langt ude på landet i Afrika.
Efter at have hentet vand nede ved brønden, tog vi ned til landsbyens centrum hvor vi mødtes med de andre fra VB og hørte om deres familier. Herefter stod den på fodbold mod de lokale, på en nærliggende fodboldbane. Da vi kun var i stand til at stille med tre drenge fra Danmark, aftalte vi at de også kun måtte havde tre drenge på banen for deres hold. På trods af det mandlige køns underrepræsentation var der rigeligt med energi og intensitet i kampen. Det endte med at vi vandt 3-1 efter to gange 15 min, som i virkeligheden nærmere var 15 min og 25 min da den afrikanske dommer blev ved med at lægge tid til (nok lidt i håbet om at få vendt kampen).
Med det acceptable resultat og rigeligt med fotos af begge hold i baggagen gik turen tilbage mod familierne, hvor vi gjorde klar til aftensmad som dagen forinden. Da vi havde spist kom der ligesom aftenen før en masse naboer på besøg. Vi sang og dansede igen, hørte Waka Waka med Shakira på iPhone (til stod glæde for børnene) og da det begyndte at blive sent sagde vi tusind tak for at have måttet besøge dem, hvorefter vi trætte og udmattede gik i seng. I hver vores soveposer!
Torsdag stod vi op lidt over syv, igen efter et par timer med tvillingegråd, og billedet af at hverdagen i Guwe langt hen ad vejen ligner sig selv fra dag til. Efter en lækker omgang morgenmad bestående af cornflakes i varm mælk (ja, sådan skal de herlige majsflager spises hernede), skrambled eggs og en lækker ret der mindede om sød havregrød sagde vi farvel til familien og gik med Immaculete og Blessed (den ene af de to tvillinger) ned for at mødes med de andre. Herefter dansede og sang vi farvel med hele community'et, og mens "we sing together, we are your family" sad fast i hovedet på os, satte vi os ind i bilerne, vinkede og dyttede farvel, rørte over den fantastiske glæde og åbenhed Ndebelerne mødte os med fra første til sidste sekund.
I skrivende stund er vi på vej tilbage til Bulawayo. I dag har vi eftermiddagen fri til at slappe lidt af og komme på internettet, hvilket vi glæder os super meget til.
Vi håber i allesammen har det dejligt!
Kærlige hilsner, Verden Brænder holdet
Skrevet af Christoffer
